Omelet, frittata eller tortilla - kært barn har mange navne... opskrift


Hver eneste morgen laver jeg en lille omelet med fire æg til fruen og jeg - næsten hver morgen... Det tager ikke lang tid, men enkelte dage hver anden uge kører jeg fra vores skønne nye lejlighed i Silkeborg til Viborg, hvor min søn Marcus på 6 år går i skole. De dage når jeg som regel ikke at lave omelet, men så laver jeg ofte som nu i aften en stor middagsomelet.

Det er så dejligt nemt at lave en lækker omelet (der på italiensk hedder en frittata og på spansk en tortilla) og til aftens måltid blev jeg inspireret af en pizzaopskrift med rødbede. Jeg brugte:

  • 6 æg lagt af min gode kammerats høns i haven
  • 1 tsk. dijon sennep
  • 1 stængel bladselleri
  • 100 gram hytteost
  • 1 mellemstor rødbede
  • Græsk fetaost
  • Salt og peber
  • Tørret timian og oregano

Æggene blev pisket med en gaffel og rørt sammen med dijon sennep, finthakket bladselleri, hytteost, salt og peber.
Æggemassen blev herefter overført til min elskede støbejernspande fra Le Creuset, som jeg forinden havde givet et par dryp olivenolie.
Så spredte jeg tyndtskårne rødbedeskiver udover og krydrede med timian og oregano.
Til sidste smuldrede jeg lidt græsk feta på toppen og satte den i ovnen på 200 grader.
5 minutter inden omeletten var færdig lagde jeg tre skiver rugbrød ind i ovnen, så de kunne blive sprøde og velduftende.



2 kommentarer:

  1. Jeg troede, det var spegepølse, da jeg så billedet. Spændende med rødbeder. Blev de møre?

    SvarSlet
    Svar
    1. De blev både møre og sprøde på én gang. De skal være meget tynde - bedste resultat fås nok med et mandolinjern, men et sådan ejer jeg ikke endnu.

      Slet