Viser opslag med etiketten Økologi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Økologi. Vis alle opslag

Verdens bedste økologiske brød opskrift - Sådan gør du!


Det har været en hård kamp, men elvte gang blev lykkens gang!

Eksperimentet gik ud på, at jeg ville bage et brød, der var mindst ligeså godt, som de allerbedste man kan købe hos en kvalitetsbager ala Le Gâteau i Silkeborg.
Det skulle være samme oplevelse, som når brødet stjæler opmærksomheden på en rigtig god restaurant - præcis som jeg har oplevet det hos Traktørstedet Ludvigslyst i Sejs.

Jeg har bagt masser af brød og boller gennem tiden, men det var indtil før sommerferien aldrig lykkes mig, at lave et brød jeg kunne være stolt af.

Mit gennembrud kom, da jeg en dag, som så mange gange før, kiggede i Claus Meyers fremragende bagebog "Meyers Bageri" og beundrede de flotte brød. Da tog jeg beslutningen, og nu skulle det bare lykkes og det gjorde det så - efter 6 dage med mislykkede forsøg...

Grunden til at jeg skriver om det netop nu er, at fruen og jeg slanker os lidt for tiden, og derfor i en periode helt undgår brød og andet stivelse. Nu savner jeg det skønne brød, der meget snart skal på bordet igen.

Det perfekte økologiske brød blev lavet med Søris økologisk hvedemel (10% af skaldelene er fjernet, hvorfor det ikke er fuldkornsmel), gær, salt og vand. Intet andet.

Til to flotte og yderst velsmagende brød:

  • 600 gram Søris økologisk hvedemel
  • 500 ml. vand + 100 ml. vand
  • 12 gram havsalt
  • 10 gram gær

Sådan gør du
Start røremaskinen op og bland 500 ml. vand, gær og salt sammen, til gæren er helt opløst.
Herefter føjer du stille og roligt mel til blandingen og slutter af med de sidste 100 ml. vand.
Giv dejen 3 minutter på lav hastighed og skrue så røremaskinen op på fuld hastighed.
15 minutter efter er du måske blevet døv fra røremaskinens larm, men du er også blevet en perfekt brøddej rigere.

Lad dejen hæve i køleskabet i mindst 15 timer.


Næste dag hældes dejen ud på et meldrysset bord, hvor du deler den i to.
Med en dejskraber vender du nænsomt de to klumper dej til den form du ønsker. Du skal endelig ikke ælte eller daske for meget til dejen.

Ovn og stenplade/bageplade opvarmes til rygende 260 grader og brødene bages herefter et af gangen.

Afhængig af din ovn, skal verdens bedste økologiske brød først bages i ca. 25 min., hvorefter det vendes og får ca. 10 min. ekstra. Du skal regne med at bruge et par forsøg på, at finde den helt rigtige bagetid, så brødet både er blevet gennembagt, og samtidig ikke er blevet for brændt.

Afkøl brødet helt på en rist og nyd så resultatet.

Det hjemmebagte brød kan holde sig frisk i 3 dage.

Havregrynskugler med kokos og vanilje opskrift


I weekenden lavede Marcus og jeg havregrynskugler, og vi forsøgte at ramme den smag jeg kan huske fra min egen barndom.

Dengang var det altid en stor oplevelse, når kurven med godter blev taget op fra viktualierummet i kælderen, for den var fyldt med spændende hjemmelavet guf og kun suppleret ganske lidt af klassisk juleslik fra supermarkedet.

Men det var dengang for 30 år siden og som årene gik blev mere og mere af det hjemmerullede julekonfekt erstattet med det nemme, hurtige og billige alternativ fra butikshylderne. Som konsekvens forsvandt havregrynskuglerne fuldstændig fra julekurven, for de præfabrikerede var trods alt for tarvelige at servere og det er en af de få ting der ikke har ændret sig. Præcis ligesom det også forholder sig med supermarkedets trøfler og romkugler, der aldrig mere overrasker os med vildfarne rosiner eller et stort stykke glasur...

Viktualierummets havregrynskugler var lavet med masser af havregryn og kokos. Andet kan jeg ikke huske, men havregrynskuglerne i denne opskrift dufter og smager præcis så lækkert som jeg husker dem.

Det brugte vi til økologiske havregrynskugler:
185 gram økologiske havregryn
100 gram økologisk flormelis
200 gram økologisk smør uden salt
1 økologisk vaniljestang
1 spsk. med top økologisk fedtfattig kakao
80 gram økologisk kokosmel

Og sådan gjorde vi:
Hjemmelavede havregrynskugler tager ingen tid at fremstille. Bare flæk vaniljestangen og bland vaniljekornene med flormelis. Herefter blander du alle ingredienserne (med undtagelse af kokosmelet) til en jævn masse og du er klar til at rulle kugler og vende dem i rigeligt med kokos.

Sæt havregrynskuglerne i køleskabet og vent til de er blevet kolde og hårde inden du serverer.

Adventsgrød med svesker og hasselnødde-kaneldrys opskrift


Fruen er gravid! Det er meget nyt, men den er vist god nok. Da Linda var gravid med Christian boede hun stadig i Odense og vi var primært sammen i weekenden. Det betød at jeg stort set ikke oplevede, hvordan hun gik rundt og havde det, selvom jeg godt husker, at hun blev noget mindre snakkesalig i telefonen. Denne gang får jeg glæde af det hele og lige nu betyder det, at hun sover rigtig meget.

I går aftes puttede jeg Christian kl. 19.30 og derefter Linda kl. 20.00... Hvad skal resten af aftenen så gå med??? Jeg valgte at kaste mig over at lave min første grød (der ikke var risengrød) og det blev til denne Adventsgrød med masser af smag og fylde.


Egentlig er grøden jo ikke ret smuk at se på. Den skal duftes og smages.

Adventsgrøden lavede jeg primært med økologiske ingredienser fra Urtekram og opskriften er udtænkt af Oscar Umahro Cadogan.

Det brugte jeg

Til adventsgrøden:
3 dl. økologiske bygflager
1 rødt æble, skåret i små tern
10 grofthakkede økologiske valnødder
10 økologiske svesker, skåret i halve
1 lille håndfuld økologiske mørke rosiner
1/2 tsk. stødt økologisk kardemomme
1/2 tsk. stødt økologisk allehånde
1 knsp. økologisk sort peber
1 knsp. økologisk Himalayasalt
5 dl. vand

Til hasselnødde-kaneldrys:
1/2 dl. økologisk hasselnødder
1 spsk. stødt økologisk kanal
1 knsp. økologisk sort peber

Til servering:
Økologisk mini-mælk
Smørklat, økologisk

Sådan gjorde jeg
Det er meget nemt at lave adventsgrøden. Alle grød-ingredienser hældes og blandes i en gryde om aftenen og trækker natten over.
I morges satte jeg det til at småkoge i 4-5 minutter (pas på det ikke brænder på!) og hasselnødde-kaneldrysset blendede jeg fint inden servering.

Selvom jeg har indtryk af, at fruen helst vil have meget saltet mad lige nu (jeg har store forventninger til Pølsevogns-fasen), så var den kraftige og krydrede adventsgrøden alligevel et stort hit.
Christian turde ikke smage den fremmede grød - ikke denne gang.

Kan du stole på din Øko-slagter?


I går aftes modtog jeg vores ugentlige levering fra SuperBest. Det at handle dagligvarer på nettet er blevet et fast indslag søndag aften. Det tager ikke mange minutter at klikke varerne i kurven og trykke "bestil" og vi savner bestemt ikke at den time-lange indkøbstur til supermarkedet.

For nogen tid siden besluttede vi os for aldrig mere at købe konventionelt produceret kød, hverken svin, okse eller fjerkræ. Det er generelt svært at finde et fornuftigt udvalg af økologisk kød i Viborg, men glædeligt er det, at SuperBest ser ud til at prioritere det på deres netsupermarked. Det økologiske udvalg består i dag af forskellige svineudskæringer og hakket oksekød. Desværre har de stadig ikke økologisk fjerkræ og kyllingeretter er derfor sjældent at finde på min madplan.

Det er forholdsvis nyt at SuperBest tilbyder økologisk hakket oksekød, men det er næsten ikke til at undvære. Med gårsdagens levering kom også pakken på billedet, som fik mig til at undre mig... Hvordan kan jeg stole på, at det er økologisk kød pakken indeholder? Enhver kan printe en label med "Oksesmåkød Øko.". Og hvorfor kan det kun holde sig en enkelt dag? Jeg må gå ud fra at det skyldes, at slagteren i SuperBest har haft en økologisk okseudskæring og hakket det til småkød. I deres netbutik findes der ikke økologiske okseudskæringer, så hvad har de mon hakket?

Det røde "Ø-mærke" er frivilligt at bruge for økologikontrollerede virksomheder, men det burde være lovpligtigt. Jeg ved godt at det stadig ville være ligeså nemt at udskrive på en labelprinter, men jeg ville helt klart føle mig mere tryg.

Er der nogen der kan anbefale et godt og troværdigt sted at købe økologisk kød på nettet?

For grim til Føtex

Måske har du også set TV-reklamen for det store økologiske udvalg i Føtex.
Måske har du bemærket noget underligt ved den, men hurtigt glemt det igen.
Anden gang du ser reklamen tænker du måske som Linda (min kommende hustru) og jeg - kan det passe? Så jeg virkelig det jeg tror jeg så?
Og ja, det gjorde du. Her er beviset der må chokere en hel nation (af skraldere):


Føtex er ikke spor sej.
Mens du undrer dig kommer her lige en liste over weekendens madspild:

  • 1/2 økologiske okseleverpostej (en genganger, desværre)
  • 2 1/2 dl hytteost
  • 1/2 kagekone (rigeligt til 5 personer)

De Bedste Mad Apps til iPhone og iPad


Min iPad og iPhone er blevet næsten uundværlig i køkkenet, når jeg søger inspiration til madplanen.

Herunder kan du læse om nogle af mine favorit apps.

#1 Jamie Oliver's Recipes (iPhone og iPad)




En af de absolut flotteste apps jeg indtil videre har set, hvor Jamie Oliver udnytter alle de mange muligheder, som denne nye teknologi giver mulighed for. Det er en fantastisk kombination af opskrifter, guides og overraskelser.
Jamie Oliver's Recipes er gratis at hente og fungerer perfekt til både iPhone og iPad. Oplevelsen bliver dog først helt unik på Ipad'ens store skærm. Du får 10 gratis opskrifter - alle rigtig gode.
Herudover får du gratis 3 video-guides til at forbedre dine kundskaber i køkkenet.
Når du bliver sulten efter mere, kan du købe opskriftspakker. Typisk indeholder en opskriftspakke 10 opskrifter og 1 video. Hver pakke koster kun mellem 12 og 18 kr.
Jamie Oliver's Recipes opdateres jævnligt med nye opskriftspakker.

#2 River Cottage - Every Day (Iphone)


Hvis du som jeg elsker River Cottage, så må du også eje River Cottage - Every Day app'en. 18 kr. koster app'en og det er jo til at leve med, også selvom den rent visuelt og funktionelt slet ikke kan måle sig med Jamie Oliver's Recipes.
River Cottage - Every Day virker kun til iPhone, men indeholder til gengæld langt over 100 opskrifter fra start, uden ekstra betaling!

#3 Simply Organic (iPhone og iPad)


Simply Organic app'en er netop tilføjet min samling af mad-apps. Når jeg handler vælger jeg ofte økologiske varer, men ikke altid. Simply Organic er et amerikansk brand, der nok bedst kan sammenlignes med vores Urtekram. Jeg har ikke set Simply Organics produkter i danske butikker, men deres app er proppet med flere hundrede økologiske opskrifter. App'en findes til både iPhone og iPad og har bl.a. en sjov lille øko-roulette, hvor en tilfældig økologisk opskrift vælges og vises. Det hele er 100% gratis og eneste minus er, at flere af retterne indeholder Simply Organic økologiske færdigprodukter.

Økologiske køkkenredskaber i bambus


Jeg fik dem ikke, selvom de stod højt på min julegaveønskeliste.
Så er det godt, at det ikke behøver at være den store investering at få nye træredskaber til køkkenet. Jeg fandt dette flotte sæt på www.ecoloco.dk til 159,- + fragt. En rigtig god handel, hvis du spørger mig.

Bambu producerer køkkenredskaber i økologisk bambus. På bagsiden af dem er der lavet en smart lille bølge, så redskaberne kan lægges på køkkenbordet uden at fedte.
Bambusredskaber har flere fordele i forhold til traditionelle træredskaber. Det er et hårdt, holdbart og let materiale, som ikke har ret meget tendens til misfarvning.

Christians favorit (og min) er risottoskeen.



De må IKKE komme i opvaskemaskinen, men det går nok :)

Økologiske Langtidskoldhævet Hurtigboller



Jeg er blevet ret vild med at bage boller - især fordi det er så let og giver god mulighed for eksperimentering. Denne opskrift er en sikker vinder og det tager kun 3 min. at gøre dejen klar.


Ingredienser til ca. 12 boller
5 dl iskoldt vand
500 gram økologisk hvedemel
1/4 pakke økologisk gær
2 tsk. Ekstra Jomfru Olivenolie
2 tsk. groft salt
1 tsk. sukker
100 gram økologiske havregryn

Sådan gjorde jeg
Opløs 1/4 pakke smuldret gær i 5 dl. iskoldt vand.
Jeg plejer at røre rundt med ske indtil gæren er helt opløst i vandet.

Tilsæt salt, sukker, olie og havregryn under omrøring.
Mens du fortsætter med at rører tilsætter du mel i små mængder, således du hele tiden har en jævn masse, der bliver tykkere og tykkere.

Den færdige dej:


Læg et viskestykke over og sæt dejen i køleskabet natten over (eller min. 5 timer).

Næste morgen er dejen hævet og blevet mere fast i konsistensen. Efter en hurtig omrøring er dejen klar til brug. Læg bagepapir på to bradepander og varm ovnen til 235 grader.
Vælg dine to bedste spiseskeer og fordel dejen til 12 nogenlunde ens boller (ca. 1,5 spsk. pr. bolle).


Pensel evt. bollerne med lidt olivenolie for en flot gylden farve.

20 min. i ovnen skulle være nok og så dufter det i hele huset af friskbagte boller.