Det har været en hård kamp, men elvte gang blev lykkens gang!
Eksperimentet gik ud på, at jeg ville bage et brød, der var mindst ligeså godt, som de allerbedste man kan købe hos en kvalitetsbager ala Le Gâteau i Silkeborg.
Det skulle være samme oplevelse, som når brødet stjæler opmærksomheden på en rigtig god restaurant - præcis som jeg har oplevet det hos Traktørstedet Ludvigslyst i Sejs.
Jeg har bagt masser af brød og boller gennem tiden, men det var indtil før sommerferien aldrig lykkes mig, at lave et brød jeg kunne være stolt af.
Mit gennembrud kom, da jeg en dag, som så mange gange før, kiggede i Claus Meyers fremragende bagebog "Meyers Bageri" og beundrede de flotte brød. Da tog jeg beslutningen, og nu skulle det bare lykkes og det gjorde det så - efter 6 dage med mislykkede forsøg...
Grunden til at jeg skriver om det netop nu er, at fruen og jeg slanker os lidt for tiden, og derfor i en periode helt undgår brød og andet stivelse. Nu savner jeg det skønne brød, der meget snart skal på bordet igen.
Det perfekte økologiske brød blev lavet med Søris økologisk hvedemel (10% af skaldelene er fjernet, hvorfor det ikke er fuldkornsmel), gær, salt og vand. Intet andet.
Til to flotte og yderst velsmagende brød:
- 600 gram Søris økologisk hvedemel
- 500 ml. vand + 100 ml. vand
- 12 gram havsalt
- 10 gram gær
Sådan gør du
Start røremaskinen op og bland 500 ml. vand, gær og salt sammen, til gæren er helt opløst.
Herefter føjer du stille og roligt mel til blandingen og slutter af med de sidste 100 ml. vand.
Giv dejen 3 minutter på lav hastighed og skrue så røremaskinen op på fuld hastighed.
15 minutter efter er du måske blevet døv fra røremaskinens larm, men du er også blevet en perfekt brøddej rigere.
Lad dejen hæve i køleskabet i mindst 15 timer.
Næste dag hældes dejen ud på et meldrysset bord, hvor du deler den i to.
Med en dejskraber vender du nænsomt de to klumper dej til den form du ønsker. Du skal endelig ikke ælte eller daske for meget til dejen.
Ovn og stenplade/bageplade opvarmes til rygende 260 grader og brødene bages herefter et af gangen.
Afhængig af din ovn, skal verdens bedste økologiske brød først bages i ca. 25 min., hvorefter det vendes og får ca. 10 min. ekstra. Du skal regne med at bruge et par forsøg på, at finde den helt rigtige bagetid, så brødet både er blevet gennembagt, og samtidig ikke er blevet for brændt.
Afkøl brødet helt på en rist og nyd så resultatet.
Det hjemmebagte brød kan holde sig frisk i 3 dage.