En af de vigtigste huskeregler for at begrænse madspild er at udnytte fryseren - ikke til at opmagasinere storindkøb, men til at gemme rester.
Når jeg bager boller tager jeg dem fra som vi spiser på dag 1 (+ til madpakker), og resten lægger jeg med det samme i fryseren. Hvis rugbrødet i skabet nærmer sig sidste holdbarhedsdato, lægger jeg det i fryseren. Pitabrød lægges altid direkte i fryseren og tages op efter behov. Før i tiden fyldte brødrester rigtigt meget i vores skraldespand - det gør det ikke længere.
Forleden var der pludselig ikke plads til mere brød i fryseren :) Det nytter ikke noget hvis fryseren blot bliver en mellemstation før resterne alligevel ender på forbrændingen. I weekenden har den derfor stået på fantastiske boller fra fryseren til morgenmad og ristet rugbrød til frokost.
Nu er der igen plads i fryseren og derfor står der også allerede en langtidshævet dej klar i køleskabet.