Viser opslag med etiketten Hugh Fearnley-Whittingstall. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hugh Fearnley-Whittingstall. Vis alle opslag

Skotske pandekager - Skønne Drop Scones opskrift


Kender I det med at rigtig gode opskrifter pludselig bliver glemt og så finder man dem en dag frem igen ved et tilfælde. Og så sidder man der ved middagsbordet og forstår simpelthen ikke, hvordan så lækker en ret bare sådan forsvandt fra madplanerne...

De skotske pandekager også kaldet "Drop scones" har været pist væk forsvundet i mine madplaner i lang tid og det er da en kæmpe fejl. Retfærdigvis skal det siges, at pandekagerne bestemt ikke hører til de mest sunde af slagsen - det er naturligvis en del af forklaringen. Jeg laver masser af pandekager (den gode Hugh Fearnley-Whittingstall anbefaler at man for ungernes skylde laver pandekager mindst én gang om ugen), men som oftest er det den sunde slags, som du kan finde opskriften på her: South Beach kuren pandekager

Nogle gange synder vi. Det skal gøres ordentligt og der er ingen grund til at gå på kompromis med råvarerne. Disse skotske pandekager vil få hele familien til at synge i takt ved middagsbordet. Stemningen hjemme hos os var så god lørdag aften, at vi lavede en hurtig afstemning og bordet rundt var der enighed om, at vi skulle gentage succesen søndag aften. Både de skotske pandekager og stemningen blev endnu bedre anden gang og billede, samt opskrift er fra søndag. Pandekagerne blev helt fantastisk tykke, fluffy, søde og lækre så det næsten ikke er til at forstå. Christian var desværre syg og ville ikke smage (så er man syg!), men vi andre tre havde ikke noget problem med hurtigt at aflive de ca. 30 stk. små pandekager på ny rekordtid.

Det brugte jeg til at lave økologiske skotske pandekager (drop scones):
Mel, bagepulver og salt blandes sammen i en stor skål. I midten laves en fordybning, hvor æggene slås ud i. Kom halvdelen af mælken i og rør (jeg gjorde det på røremaskine). Tilsæt resten af mælken stille og roligt, sammen med den smeltede smør og rør til du får en jævn og cremet dej.
Smør en pande (jeg brugte min pandekagepande) med lidt olie og varm op til middelhøj varme. Nu drypper (drop) du en spsk. dej på panden pr. pandekage og alt efter din pandes størrelse, kan du lave 4-5 små skotske pandekager pr. gang. Vend pandekagerne når de er fulde af bobler på siden der vender op og steg på den anden side i 30-40 sekunder. Gentag processen til der ikke er mere dej og læg de færdige pandekager på et fad med viskestykke over. Serveres med alt det søde du har i skabene.

Hverdagsmad fra River Cottage kogebog anmeldelse


Der er ikke noget så skønt som en ny kogebog - i hvert fald ikke når den er så flot som "Hverdagsmad fra River Cottage".

Betty havde den med til mig for et par uger siden, men jeg har først rigtig haft tid til at kigge på de mange opskrifter i søndags, hvor jeg havde gang i denne uges madplanlægningen og dagligvarehandel på nettet.
To heldige opskrifter fra kogebogen kom med på madplanen:

  • Stegte fiskefileter med urter og citron (tirsdag)
  • Oksetern med ingefær og soja (lørdag)

I går cyklede jeg forbi fiskemanden og købte 350 gram friske rødspættefileter og fulgte herefter den simple opskrift til denne lækre hverdagsret.

Kartofler blev skraldet og kogt med lidt urter og salt.
I en skål blandede jeg finthakket hvidløg, persille, basilikum, mynte og kapers. Hertil føjede jeg revet citronskal, citronsaft, salt, peber og olie nok til at få en purelignende konsistens.
Fileterne blev krydret med salt og peber og stegt i lidt olie først på skindsiden og derefter et par minutter på den anden side.
Næsten færdigstegt tilsatte jeg en smule smør, blandede den smeltede smør urtemassen og med en ske dryppede jeg det over fileterne.
Jeg serverede fisken straks herefter sammen med kartoffelmos.



Det smagte virkelig godt. Christian skulle ikke nyde noget... Han ville hellere have rugbrød med smør.

Hverdagsmad fra River Cottage kogebogen kan eksempelvis købes her

Chachouka nordafrikansk opskrift

Jeg har netop anskaffet mig den nyeste kogebog af Hugh Fearnley-Whittingstall fra River Cottage "Veg everyday!", med mere end 200 vegetaropskrifter.
I min lille familie har vi ikke en ambition om at blive vegetarer, men vi vil gerne spise mindre kød og det kræver ny inspiration til madlavningen.

Første opskrift jeg kastede mig over fra bogen blev en (næsten) vellykket nordafrikansk Chachouka. En rigtig lækker ret, der er meget let at gå til. Næste gang skal den have lidt mindre tid i ovnen, så æggene stadig er blødkogte.

Bogen kan købes billigt her

Illusionen der bristede



I 4 uger har jeg med stor interesse fulgt med i DR2 programmet Arthur og folkets supermarked om kokken Arthur Potts Dawson, der forsøger at få drømmen om et supermarked ejet og drevet af lokalbefolkningen til at gå i opfyldelse.  Det har været den perfekte optakt til et andet program som jeg holder endnu mere af, nemlig River Cottage der vises senere søndag aften.

I går var fjerde og desværre sidste afsnit af Arthur og folkets supermarked og her skete der noget, som det endnu ikke er lykkedes mig at ryste ud af hovedet. Midt i udsendelsen står Arthur ude foran forretningen og tilfældigvis kommer Hugh Fearnley-Whittingstall fra River Cottage forbi. Han har hørt om Arthurs projekt og vil ønske held og lykke. De småsnakker lidt og vi lærer, at Hugh tidligere har været Arthurs chef.
Det bliver et kort visit for Hugh holder ulovligt parkeret så han skynder sig tilbage til bilen, der viser sig at være en meget stor Mercedes med privatchauffør. Efter at han er kørt fortæller Arthur at Hugh er stenrig.

Når hverdagen drøner afsted dagdrømmer jeg ofte om et liv på River Cottage, hvor jeg kan leve i pagt med naturen og har oceaner af tid til hygge med familie og venner. Her betyder penge ikke en hujende fis.
Men efter at have set Hugh stige ind i den Mercedes er der sket noget med drømmen. Den er blevet lidt mere uklar, mere diffus og mere uvirkelig...
Jeg sidder selvfølgelig klar på søndag, når River Cottage vender tilbage. Jeg håber jeg når at fortrænge virkelighedens verden og igen kan overlade pladsen til eventyret.