Viser opslag med etiketten Jule opskrifter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jule opskrifter. Vis alle opslag

Havregrynskugler med kokos og vanilje opskrift


I weekenden lavede Marcus og jeg havregrynskugler, og vi forsøgte at ramme den smag jeg kan huske fra min egen barndom.

Dengang var det altid en stor oplevelse, når kurven med godter blev taget op fra viktualierummet i kælderen, for den var fyldt med spændende hjemmelavet guf og kun suppleret ganske lidt af klassisk juleslik fra supermarkedet.

Men det var dengang for 30 år siden og som årene gik blev mere og mere af det hjemmerullede julekonfekt erstattet med det nemme, hurtige og billige alternativ fra butikshylderne. Som konsekvens forsvandt havregrynskuglerne fuldstændig fra julekurven, for de præfabrikerede var trods alt for tarvelige at servere og det er en af de få ting der ikke har ændret sig. Præcis ligesom det også forholder sig med supermarkedets trøfler og romkugler, der aldrig mere overrasker os med vildfarne rosiner eller et stort stykke glasur...

Viktualierummets havregrynskugler var lavet med masser af havregryn og kokos. Andet kan jeg ikke huske, men havregrynskuglerne i denne opskrift dufter og smager præcis så lækkert som jeg husker dem.

Det brugte vi til økologiske havregrynskugler:
185 gram økologiske havregryn
100 gram økologisk flormelis
200 gram økologisk smør uden salt
1 økologisk vaniljestang
1 spsk. med top økologisk fedtfattig kakao
80 gram økologisk kokosmel

Og sådan gjorde vi:
Hjemmelavede havregrynskugler tager ingen tid at fremstille. Bare flæk vaniljestangen og bland vaniljekornene med flormelis. Herefter blander du alle ingredienserne (med undtagelse af kokosmelet) til en jævn masse og du er klar til at rulle kugler og vende dem i rigeligt med kokos.

Sæt havregrynskuglerne i køleskabet og vent til de er blevet kolde og hårde inden du serverer.

Lækker risengrød (julegrød) med kanelsukker og smørklat opskrift


"Hvad skal vi have til aftensmad?", det er næsten altid det første min store dreng på 6 år spørger om, når jeg henter ham fra SFO'en. Hvis svaret er "risengrød" bliver det noget rutineprægede spørgsmål efterfulgt et "YES" og funklende julelys i hans øjne. Det er det jeg elsker mest ved risengrød.

Det er snart jul og så skal der laves risengrød. Ungerne elsker det og en god omgang julegrød er da også fantastisk hyggeligt. Det vigtigste for at få en god risengrød er, at den ikke brænder på. Herudover findes der alle mulige gode forslag til, hvordan risengrøden bliver bedst. Skal den i sengen under dynen? Skal jeg bruge sødmælk eller er letmælk bedre? Skal risene først have vand og derefter mælk? Og så videre...

Sandheden er, at det ikke betyder så forfærdeligt meget. Risengrød er risengrød og det kan næsten ikke gå galt. Uanset hvilken metode du benytter, så vil alle børn i boligen elske dig alene for valget af aftensmad.

Her kommer min version af den klassiske risengrød. Den kræver du kan røre i lang tid med en grydeske, men så får du også den lækreste og mest cremede risengrød du kan drømme om.

Det brugte jeg til risengrøden (nok til 2 børn og 2 voksne):
4 dl gode grødris (jeg brugte økologiske risottoris)
2 liter minimælk
Salt

Til servering
Kanelsukker
Smør
Jordbærmarmelade (bare prøv det!)

Sådan gjorde jeg
Sæt to liter mælk over i en stor gryde og varm det op til kogepunktet.
Hæld grødrisene i mælken og rør til det igen koger.
Skrue ned for varmen og lad det simre i ca. 45 minutter.
Rør ofte i risengrøden, så det ikke brænder på (du kan ikke røre for meget!).
Når risengrøden har den ønskede konsistens smages den til med salt og serveres straks.


Udover at servere med det klassiske tilbehør bestående af kanelsukker og en smørklat smør, så prøv også med lidt marmelade.




Adventsgrød med svesker og hasselnødde-kaneldrys opskrift


Fruen er gravid! Det er meget nyt, men den er vist god nok. Da Linda var gravid med Christian boede hun stadig i Odense og vi var primært sammen i weekenden. Det betød at jeg stort set ikke oplevede, hvordan hun gik rundt og havde det, selvom jeg godt husker, at hun blev noget mindre snakkesalig i telefonen. Denne gang får jeg glæde af det hele og lige nu betyder det, at hun sover rigtig meget.

I går aftes puttede jeg Christian kl. 19.30 og derefter Linda kl. 20.00... Hvad skal resten af aftenen så gå med??? Jeg valgte at kaste mig over at lave min første grød (der ikke var risengrød) og det blev til denne Adventsgrød med masser af smag og fylde.


Egentlig er grøden jo ikke ret smuk at se på. Den skal duftes og smages.

Adventsgrøden lavede jeg primært med økologiske ingredienser fra Urtekram og opskriften er udtænkt af Oscar Umahro Cadogan.

Det brugte jeg

Til adventsgrøden:
3 dl. økologiske bygflager
1 rødt æble, skåret i små tern
10 grofthakkede økologiske valnødder
10 økologiske svesker, skåret i halve
1 lille håndfuld økologiske mørke rosiner
1/2 tsk. stødt økologisk kardemomme
1/2 tsk. stødt økologisk allehånde
1 knsp. økologisk sort peber
1 knsp. økologisk Himalayasalt
5 dl. vand

Til hasselnødde-kaneldrys:
1/2 dl. økologisk hasselnødder
1 spsk. stødt økologisk kanal
1 knsp. økologisk sort peber

Til servering:
Økologisk mini-mælk
Smørklat, økologisk

Sådan gjorde jeg
Det er meget nemt at lave adventsgrøden. Alle grød-ingredienser hældes og blandes i en gryde om aftenen og trækker natten over.
I morges satte jeg det til at småkoge i 4-5 minutter (pas på det ikke brænder på!) og hasselnødde-kaneldrysset blendede jeg fint inden servering.

Selvom jeg har indtryk af, at fruen helst vil have meget saltet mad lige nu (jeg har store forventninger til Pølsevogns-fasen), så var den kraftige og krydrede adventsgrøden alligevel et stort hit.
Christian turde ikke smage den fremmede grød - ikke denne gang.

Nemme pebernødder opskrift - så nemt er det!


Jeg har stort set ingen erfaring med at lave småkager, men det vil jeg gerne lave om på. Julen er det perfekte tidspunkt at starte for ingen jul uden pebernødder og brunkager. Begge småkager er billige i supermarkederne og jeg elsker dem (selv de billigste), men denne jul skal være med hjemmelavede og i dag var første forsøg med de små lækre pebernødder. Resultatet blev godt og jeg fulgte opskriften som følger, der giver ca. 100 velsmagende kager.

Det skal du bruge

  • 250 gram hvedemel
  • 125 gram sukker
  • 125 gram smør
  • 1 æg
  • 1/2 tsk. natron
  • 1/2 tsk. tørret ingefær
  • 1/2 tsk. kardemomme
  • 1/2 tsk. kanel
  • 1 knivspids peber
Pro-tip: Prøv evt. at tilsætte marcipan til dejen. Det giver en vidunderlig ekstra lækker dimension til den klassiske pebernød opskrift.

Sådan gør du

  1. Fat en skål og brug klør fem til at røre smør og sukker sammen og tilføj ægget til blandingen
  2. I en anden skål tilsætter du alle krydderierne og natron til melet og rører det sammen
  3. Put smørblandingen i din melblanding og ælt det hele til en jævn dej
  4. Af dejen ruller du en pølse ud til tommelfinger-tykkelse
  5. Skær kagerne ud i den størrelsen som du finder passende (jeg lavede mine stykker ca. 1,5 cm i bredden)
  6. Herefter ruller du hvert stykke ud til kugler og lægger dem på en bageplade
  7. Gentag processen til du har brug alt dejen
  8. Sæt pebernødder ind i ovnen på 200 grader i ca. 10 min. 
  9. Pas på de ikke brænder på
Du kan med fordel lave dobbelt portion - de små hapsere forsvinder nemlig lynhurtigt. Heldigvis er det som sagt både nemt og hurtigt, at lave nye pebernødder, og tag endelig børnene med i køkkenet - de elsker at rulle pebernødder.