Viser opslag med etiketten Madplan. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Madplan. Vis alle opslag

Ugens madplan: Gordon Ramsay


I første omgang var jeg mildest talt ikke tilfreds med købet af Gordon Ramsay's Spis Sundt. Når nu man vælger at lave en stor og flot kogebog, så skal der efter min mening også være billeder af hver eneste ret. Uden billede får jeg ikke lyst til at lave retten - billederne er duften og smagen.
Der er ikke billeder nok i kogebøgerne fra Gordon Ramsay og det har faktisk gjort at "Spis Sundt" blev gemt væk bagerst på reolen. Hvordan den kvalitetsbevidste Ramsay kan acceptere det er mig en gåde, men ved et tilfælde har kogebogen fået en ny chance og den ER jo god med billeder af næsten alle retter. Jeg er ikke sur længere - kun lidt skuffet :)

I lørdags lavede jeg den bedste økologiske kyllingesteg jeg har smagt og opskriften var hentet fra "Spis Sundt". Kyllingen blev gnubbet med olie og groft salt, fyldt med bl.a. krydderurter, citron, salt og peber og efter de første 20 min. i ovnen tilføjede jeg rodfrugter mv. rundt om stegen.

Efter successen har jeg ladet to stk. Gordon Ramsay opskrifter få plads på madplanen - en pastaret med lyn-tomatsauce og bønne minestrone.

Mandens MADplan - Uge 17, 2012

Der manglede måske lidt grønt (pynt), men bøfferne var store og velsmagende
Som Mand bør du kræve din ret til at lave middagen min. 2 gange om ugen. Der er utroligt meget glæde ved at stå i køkkenet og det må du ikke snyde dig selv for.
For et et år siden lavede jeg sjældent mad, men i dag står jeg for al madlavning. Jeg står også for madplanen og indkøb. Det er MIT køkken.

Ugens madplan:

Mandag: Tunbøffer med tomat spaghetti
Tirsdag: Hjemmelavet majspandekager med fyld
Onsdag: Karry kylling med ris (bliver muligvis erstattet, da det er svært at opdrive øko-kylling)
Torsdag: Lasagne med øko-okse, kylligepølser og grønt
Fredag: Risotto m. rejer og mozzarella
Lørdag: Risengrød (altid et hit, især når du er alene med ungerne)
Søndag: Omelet på ristet rugbrød (søndagsklassiker!)

Danmarks bedste pizza? Restaurant anmeldelse

I går aftes var en af den slags, hvor take away syntes at være eneste udvej. Ugen har været travl, madplanen har huller og energiniveauet er i bund. Selvom jeg for tiden har svært ved at lade køleskab være køleskab, når det bugner at grønt der har haft grønnere dage, så er det ingen skam at hente en omgang take away ind i mellem. Og slet ikke når jeg kan tage Marcus og Marcus med ned til Cihat til en sludder og komme hjem med måske Danmarks bedste pizza.

Cihat er født i Tyrkiet og kom til Danmark med sin far og storebror i 60'erne. Det var dengang vi manglede arbejdskraft.
Han bor i Randers og har hver eneste dag (inkl. lørdag og søndag) siden han overtog pizzariet i 2010 kørt til Viborg for at arbejde. Han har ingen medhjælpere og må klare alt selv. Det betyder at han møder ind kl. 10 om formiddagen for at gøre butikken klar. Der skal gøres rent, købes ind, laves pizzadej, ordnes råvarer, regnskab, markedsføring osv. osv. Der er tryk på selvom han først åbner dørerne kl. 15 (kl. 11 om fredagen). Herefter er det meget forskelligt hvor travlt han har. Han er klart nok ked af, når der ingen kunder kommer, men på den anden side er det også meget hårdt, når kunderne står i kø og telefonen kimer. Så er det svært at være ene mand bag disken.
Han lukker for kunder kl. 21.30, hvorefter han rydder op og får opvasken overstået.

Cihat kan lave Danmarks bedste pizza fordi han har principper og hemmeligheder. Viborg Pizza & Steak House er tilmeldt konceptet "Just-Eat", men han vil ikke have sine pizzaer bragt ud. "Det går for meget ud over kvaliteten", siger han. Opskrifterne kan du ikke få, men du er altid velkommen til at købe en klump dej med hjem for 25 kr... Det har jeg prøvet - uden den store succes. Jeg tror den største hemmelighed ligger i tomatsovsen og den kan du ikke købe.

"Kan vi ikke godt få pizza fra Cihat", spurgte Marcus i går. Han ved hvad der er godt, men kan Cihats forskelligfarvede slikkepinde også være en del af forklaringen?

Husk at besøge Cihats pizzaria på adressen:

Viborg Pizza & Steak House
Sct. Ibs Gade 39
8800 Viborg

Bestil nr. 5 "Mamma Mia" med hjemmelavet tomatsauce, ost, oregano, frisk oksekød, champignon og løg. Spis den direkte fra ovnen. Jeg nåede desværre ikke at tage et billede af pizzaen inden den var væk.

Jeg synes køleskabet er tomt!


Med et halvt øre hørte jeg i dag på P1 om hvor svært det er at få folk til at lave om på deres vaner, og om hvordan der skulle radikale forandringer (dødsfald, fyreseddel, lovændring, forbud) til for at skubbe folk ud af de vandte mønstrer. Udsendelsen drejede sig vist primært om hvad der skulle til for at få folk til at køre mindre i bil, i et samfund der er indrettet efter bilen.
Jeg kører ikke selv ret meget i bil, men sad netop i min bil med radioen tændt på vej til Shell for få tanket op. Udover at udsendelsen fik mig til at tænke på, hvordan jeg kunne indrette min hverdag så jeg kørte endnu mindre i bil, så fik det mig også til at se på de (mad)vaner det er lykkes min familie at ændre på ganske kort tid og på hvor stort effekt det har haft. Her er et par observationer:

Skraldespanden er aldrig mere fyldt
Siden vi er begyndt at begrænse madspildet er vores skraldespand aldrig fyldt til randen, når den bliver tømt mandag morgen. Det plejer den ellers altid at være og enkelte gange har skraldemanden efterladt en seddel om, at den var overfyldt og at de derfor ikke har kunnet tage den med.

Vi har en plan
Nu har vi en madplan som vi holder os nogenlunde til. Madplanen er lavet som en Google Kalender og er delt på familiens dimser (iPhone, iPad osv.), så alle kan slå op i kalenderen og se hvad vi skal have og hvem der står for madlavningen.

Vi køber madvarer på nettet
Der er så uendelig mange fordele ved at gøre dagligvarerindkøbet på nettet. Vi handler hver søndag via SuperBest.dk og får varerne leveret til døren mandag aften. Der går sammenlagt ikke 5 min. med at handle de varer vi skal bruge for at komme gennem ugen.

Køleskabet er tomt
Det mente fruen i huset den anden dag. Hun kunne dog ikke sætte en finger på hvad der manglede, for der var alt hvad vi skulle bruge, bare intet vi ikke får brugt. 
Vi er blevet forvendt med et køleskab der bugner at lækkerier, uanset om det bliver spist eller ej. 





De Bedste Mad Apps til iPhone og iPad


Min iPad og iPhone er blevet næsten uundværlig i køkkenet, når jeg søger inspiration til madplanen.

Herunder kan du læse om nogle af mine favorit apps.

#1 Jamie Oliver's Recipes (iPhone og iPad)




En af de absolut flotteste apps jeg indtil videre har set, hvor Jamie Oliver udnytter alle de mange muligheder, som denne nye teknologi giver mulighed for. Det er en fantastisk kombination af opskrifter, guides og overraskelser.
Jamie Oliver's Recipes er gratis at hente og fungerer perfekt til både iPhone og iPad. Oplevelsen bliver dog først helt unik på Ipad'ens store skærm. Du får 10 gratis opskrifter - alle rigtig gode.
Herudover får du gratis 3 video-guides til at forbedre dine kundskaber i køkkenet.
Når du bliver sulten efter mere, kan du købe opskriftspakker. Typisk indeholder en opskriftspakke 10 opskrifter og 1 video. Hver pakke koster kun mellem 12 og 18 kr.
Jamie Oliver's Recipes opdateres jævnligt med nye opskriftspakker.

#2 River Cottage - Every Day (Iphone)


Hvis du som jeg elsker River Cottage, så må du også eje River Cottage - Every Day app'en. 18 kr. koster app'en og det er jo til at leve med, også selvom den rent visuelt og funktionelt slet ikke kan måle sig med Jamie Oliver's Recipes.
River Cottage - Every Day virker kun til iPhone, men indeholder til gengæld langt over 100 opskrifter fra start, uden ekstra betaling!

#3 Simply Organic (iPhone og iPad)


Simply Organic app'en er netop tilføjet min samling af mad-apps. Når jeg handler vælger jeg ofte økologiske varer, men ikke altid. Simply Organic er et amerikansk brand, der nok bedst kan sammenlignes med vores Urtekram. Jeg har ikke set Simply Organics produkter i danske butikker, men deres app er proppet med flere hundrede økologiske opskrifter. App'en findes til både iPhone og iPad og har bl.a. en sjov lille øko-roulette, hvor en tilfældig økologisk opskrift vælges og vises. Det hele er 100% gratis og eneste minus er, at flere af retterne indeholder Simply Organic økologiske færdigprodukter.