Viser opslag med etiketten lam. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten lam. Vis alle opslag

Søndagsmiddag "Sunday Roast" - Lammekølle med skorpe af krydderurter opskrift


I BT om søndagen kan man for tiden finde gode idéer til søndagsmiddage, og i søndags var jeg så heldig at få lov at bidrage med én af mine foretrunkne søndagsopskrifter. Resultatet kunne læses i BT i søndags og på netavisen, hvor det dog kræver et abonnement (første måned er gratis), for at se hele opskriften. Rigtig mange har spurgt efter et link til opskriften på min madblog, og den kommer så her, i en lidt anden udgave.


Denne ovnstegte lammekølle dannede rammen omkring Sunday Roast for en månedstid siden. Den blev fantastisk lækker, og så gjorde det knap så meget, at jeg blev lidt for ambitiøs omkring tilbehøret. I forhold til hverdagsmad, så kræver Sunday Roast ofte lidt ekstra tid. Det gør ikke spor - det er jo søndag, men det kan hurtigt gribe om sig. Jeg øver mig stadig på konceptet "Søndagsmiddag". Den må ikke røve for meget af familietiden, så jeg går efter løsninger, der langt hen af vejen kan passe sig selv. Sådan var det med lammekøllen her, men da jeg besluttede mig for at servere hjemmelavede gnocchi til, da gik det galt. Men man lærer som bekendt af sine fejl, og i udgaven fra Søndags BT var tilbehøret i stedet små kartofler der passede sig selv i en gryde med olivenolie.


Udover gnocchi, så skulle der selvfølgelig også være lidt grønt til.


Her følger opskriften på min ovnstegte lammekølle.

Det skal du bruge:
1 tsk tørret rosmarin
1 tsk tørret oregano
1 spsk hakket frisk timian
1 spsk hakket bredbladet persille
5 spsk olivenolie
3 spsk rasp
Salt og peber
+ 1 lammekølle på ca. 2 kg



Sådan gør du:
Tænd ovnen på 240 grader og læg lammekøllen i et stort ovnfast fad eller en bradepande.
Bland alle ingredienserne til krydderurteskorpen og spred krydderurteblandingen udover en ca. 2 kg lammekølle.
Sæt den i ovnen i 15 minutter, og sæt herefter varmen ned til 180 grader.
Lad lammekøllen passe sig selv i ovnen i 1 time og 20 min.
Tag lammet ud af ovnen, dæk den til med staniol og lad den hvile i 10 min.
Skær ud og server.